Jernbane.net

Velkommen! Logg Inn Opprett en ny profil

Avansert
Støtt oss
[DK] ​Midttrafik varsler færre busafgange



avatar
Jernbane.Net
[DK] ​Midttrafik varsler færre busafgange
26. March 2020, kl. 17:33
Fra 30. marts kører Midttrafiks busser efter køreplaner med færre afgange. Tomme busser og en nedgang i passagertallet på 70-80 % er baggrunden for Midttrafiks beslutning om at skære ned på kørslen.
Samtidig tager køreplanerne højde for, at der kan komme mangel på chauffører på grund af smitte med coronavirus/covid-19.


Kollektiv trafik spiller en væsentlig samfundsmæssig rolle. Midttrafik skal sikre, at der fortsat er busforbindelser til de borgere, der skal på arbejde, på indkøb, til læge m.m. Regeringens tiltag med nedlukning af skoler og uddannelsessteder, restauranter, storcentre m.m, samt hjemsendelse af medarbejdere til hjemmearbejde har resulteret i en nedgang i passagertallet på 70-80 % og tomme busser.

Dertil kommer risikoen for chaufførmangel. Ole Sørensen, planchef ved Midttrafik fortæller: ”Busselskaberne kan få problemer med at opretholde stabil fuld drift på grund af sygemeldinger fra chaufførerne. Når vi reducerer kørslen, giver det os bedre muligheder for at opretholde stabil drift frem for en række uplanlagte aflysninger, der vil være til stor gene for vores kunder”.

Midttrafik vurderer, at det er muligt at opretholde servicen, overholde afstandskrav mellem kunderne og skabe stabil drift med færre busafgange. De fleste busser vil derfor køre som var det skoleferie fra 30. marts:

Alle regionale ruter: Regionalruterne følger kørsel på ikke-skoledage, det vil sige at ture med "S"-note udgår. Eventuelle ture med ”B” note køres i stedet for.

Bybusser: Bybuskørslen overgår til at følge ferieplanen. Det gælder kørslen i bybuskommunerne Viborg, Skive, Holstebro, Herning, Silkeborg, Randers, Horsens og Aarhus.

Lokale ruter: Større lokale ruter med både skoledags- og ikke-skoledagskørsel overgår til at følge skolefridagskørsel:

Silkeborg Kommune: Rute 31, 32 og 313 køres efter skolefridagskøreplan
Holstebro Kommune: Rute 252/270 og rute 23 køres efter skolefridagskøreplan
Skive Kommune: Rute 41 indstilles midlertidig (uddannelsesrute) og rute 412 køres efter skolefridagskøreplan
Struer Kommune: Rute 335 og 342 køres efter skolefridagskøreplan
Herning Kommune: Rute 150 følger kørslen på ikke-skoledage, det vil sige ture med ”A” note udgår


Midttrafiks kunder kan få et samlet overblik over alle ændringer på den særlige infoside omkring kørselsændringer på grund af coronavirus/covid-19 eller se de berørte køreplaner på midttrafik.dk i form af en ”Corona-nødplan”.

For de regionale ruter er ”S” note ture som udgår markeret med gult, mens ”B” note ture, der køres i stedet for, er markeret med grønt. I bybusbyerne, hvor der er ferieplan, er denne uploadet som en ”Corona-køreplan”.

Rejseplanen og Midttrafik live vil være opdaterede med de nye køreplaner fra 26. marts.

De nye køreplaner vil fremgå på de eksisterende køreplantavler, undtagen i Aarhus, hvor Midttrafik henviser til Midttrafik live eller Rejseplanen.


Beklager, du har ikke tillatelse til å legge inn / svare i dette forumet.