Jernbane.net

Velkommen! Logg Inn Opprett en ny profil

Avansert
Støtt oss
[DK] Bane Danmark tilbyr hotell til insekter



avatar
Jernbane.Net
[DK] Bane Danmark tilbyr hotell til insekter
19. April 2021, kl. 16:30
Insekter kommer på hotel i Brøndby Strand

SMÅ INSEKTER, FUGLE OG SVAMPEARTER FÅR NYE HOTELLER AT BO I, NÅR BANEDANMARK ER NØDT TIL AT BESKÆRE OG TYNDE UD I SKOVENE LANGS MED JERNBANEN. DET KAN MAN LIGE NU SE LANGS MED SKINNERNE PÅ BRØNDBY STRANDS S-TOGSTATION.


Små insekter, fugle og svampearter får nye hoteller at bo i, når Banedanmark er nødt til at beskære og tynde ud i skovene langs med jernbanen. Det kan man lige nu se langs med skinnerne på Brøndby Strands S-togstation. Ankommer man til Brøndby Strand Station på den københavnske vestegn, vil man måske lægge mærke til de sjove bunker af kævler og smågrene, som ligger spredt ud i bunker og står stablet op langs sporet.

Men hvad der ved første øjekast kunne ligne dårlig oprydning, er alt andet end tilfældigt. Faktisk er det et led i Banedanmarks arbejde for at fremme naturen langs med jernbanen, når man af sikkerhedshensyn alligevel er nødt til at beskære og tynde ud i træerne.

”I Banedanmark arbejder vi med løbende at tynde ud i bevoksninger langs med banen, så træerne kan holdes sunde og stærke og vi undgår, at de vælter ned på jernbanen eller ind til naboerne. Nu får en del af det nedskårne træ så nyt liv som ”insekthoteller” for smådyr, insekter og svampevækster, der holder af at bo i brændestabler og dynger af smågrene som dem lige her ved Brøndby Strand Station,” siger Tommas Brogaard Thomsen, som er geografisk fagansvarlig i Banedanmark.

Dødt træ får nyt liv
Træet, som nu ligger stablet og bunket langs med sporet i Brøndby Strand er, hvad man i fagsprog kalder ”dødt ved” – dvs. kævler og smågrene, som ikke længere er levende, men som er formidable levesteder for insekter og svampe.

”Når dødt træ på den måde bliver stablet og lagt i bunker, kommer det en række forskellige insekter og svampe til gavn på én gang. I bunden er der nemlig fugtigt og længere oppe i bunken mere tørt, og sådan kan den samme bunke trækævler eller grene fx blive hjemsted for insektarter i flere etager, som finder sig godt tilpas lige netop i det miljø” fortæller Tommas Brogaard Thomsen.

Insekthotellerne i Brøndby Strand er første gang, at netop denne form for insektvenlig bevoksningspleje bliver etableret på S-banen. Ideen med at bunke det nedskårne træ er at efterligne en naturlig proces, som man kender fra naturen, som når en storm kan rive og ruske i en skov og flå grene ned på jordbunden.

”Med tiden bliver et insekthotel nærmest til et lille samfund i sig selv – en lille by, hvor insekter, svampe og dyr kommer til at skabe bedre levebetingelser for hinanden. Jo bedre svampene har det, des bedre har insekterne det. Og jo bedre insekterne har det, des mere har fuglene og flagermusene at leve af. Og sådan fortsætter det. Så på den måde bliver et insekthotel en spejling af naturens kredsløb,” siger Tommas Brogaard Thomsen, geografisk fagansvarlig i Banedanmark.

Efter planen skal stablerne af kævler og bunkerne af smågrene blive liggende, så insekter og svampe rigtig kan flytte ind og så insekthotellerne lidt efter lidt bliver en naturlig del af naturen langs med sporet i Brøndby Strand.

”Med insekthotellerne vil vi gerne gøre en indsats for, at flere arter vil kunne leve og trives her langs sporet, end hvad ellers ville have været tilfældet. Sådan kan vi hjælpe insekter, fugle og svampearter godt på vej og skubbe på for gode levesteder for dem langs med jernbanen. Nu afprøver vi insekthotellerne her, og så vil vi tage stilling til, om vi også skal prøve det af andre steder langs S-banen”, siger Tommas Brogaard Thomsen fra Banedanmark.
Fakta:
Insekthotellerne er bare en af Banedanmarks indsatser, som har til formål at fremme biodiversiteten og gode levesteder for insekter, dyr og svampe langs med jernbanen.

I forbindelse med fældning af træer lader Banedanmark også såkaldte ”ruintræer” – træstubbe fra fældede træer – stå tilbage, så de kan blive til små boligblokke og gode levesteder for smådyr, insekter og svampe.
Banedanmark laver også nogle steder kontrollerede afbrændinger af græsarealer, som fjerner førnelag og lægger jorden bar, så urter kan få plads til at gro.



#Jernbanenytt
#jernbane
#jernbane.net
@jernbane.net


Beklager, du har ikke tillatelse til å legge inn / svare i dette forumet.