Jernbane.net

Velkommen! Logg Inn Opprett en ny profil

Avansert
Støtt oss
[DK] Sidste tests af nyt signalsystem mellem Køge og Næstved



avatar
Jernbane.Net
[DK] Sidste tests af nyt signalsystem mellem Køge og Næstved
24. July 2021, kl. 17:59
Et nyt, digitalt signalsystem kan inden længe tages i brug på banen mellem de to sjællandske byer. Men inden det kan sættes i drift, skal Banedanmark gennemføre de afsluttende tests.På banen mellem Køge og Næstved er Banedanmark i fuld gang med at lægge sidste hånd på udrulningen af et nyt, digitalt signalsystem. Det betyder, at de gamle signaler langs skinnerne inden længe bliver erstattet af et nyt system, som på sigt vil give flere tog til tiden. Men inden det nye system kan tages i brug i starten af august, skal det gennemgå de afsluttende tests.

”Vi lægger nu allersidste hånd på udrulningen af det nye signalsystem mellem Køge og Næstved. Her har vi skiftet de gamle signaler, som er teknologisk forældede, ud med et nyt, digitalt signalsystem. Det vil give et markant teknologisk løft, som bl.a. vil betyde flere tog til tiden, når det nye system er blevet kørt ordentligt ind. Derfor er det en god nyhed for passagererne på strækningen, at vi nu inden længe har udrullet et nyt, digitalt signalsystem,” siger Thilde Restofte Pedersen, direktør for Signalprogrammet i Banedanmark.

Som et af de første lande i Europa skifter Danmark alle de gamle signaler på fjernbanen ud med et digitalt signalsystem kaldet ERTMS. Det skyldes, at de gamle signaler er slidte og derfor giver anledning til fejl og forsinkelser. Derfor skal det nye system udrulles på alle strækninger på fjernbanen. På den måde markerer udrulningen af det nye signalsystem jernbanens overgang fra at anvende gamle, analoge signaler til tidssvarende, digital IT-teknologi.

Få overkørsler påvirkes
Tests af det nye signalsystem finder sted på strækningen fra lørdag den 24. juli 2021 og frem til, at det nye system bliver taget i brug tirsdag den 3. august 2021. Her vil der ikke køre passagertog mellem Køge og Næstved eller mellem Roskilde og Køge, som af tekniske årsager også vil blive påvirket af testene. På de to strækninger er det dog kun få jernbaneoverkørsler, som vil blive spærret som følge af testene.

”Vi har naturligvis forståelse for de gener, som trafikanter og passagerer måtte opleve, mens det nye signalsystem bliver testet og taget i brug. Derfor gør vi altid vores bedste for at sikre, at trafikken bliver påvirket mindst muligt. Vi takker for forståelsen fra trafikanter og passagerer, mens arbejdet på strækningen står på,” siger Thilde Restofte Pedersen, direktør for Signalprogrammet i Banedanmark.

Naboer og passagerer opfordres til at holde sig opdateret via Banedanmarks hjemmeside, hvor informationer om spærringerne løbende bliver opdateret, og Rejseplanen.dk.

FAKTA:
Det nye signalsystem hedder ERTMS (European Railway Traffic Management System) og er ved at blive udrullet på hele fjernbanen. Det vil i fremtiden give en række fordele.

Flere tog til tiden
De gamle, analoge signaler er flere steder i landet teknologisk forældede og giver derfor ofte forsinkelser. Med udrulningen af det nye system vil der bl.a. være færre komponenter i sporet,
som kan fejle. Det betyder, at antallet af signalfejl vil falde, og det vil på sigt give flere tog til
tiden.

Øget sikkerhed
Det nye signalsystem vil gøre det muligt at skabe en endnu højere og mere ensartet sikkerhed på
hele jernbanen. Over 300 tog på landsplan bliver udrustet med nyt ERTMS-udstyr, som
overvåger hastigheden og sikrer, at der bremses i rette tid på strækningerne. I dag består
fjernbanen af flere forskellige sikkerhedssystemer. Derfor vil det samme høje sikkerhedsniveau
blive udbredt til hele fjernbanen med udrulningen af det nye signalsystem.

Bedre trafikinformation
Med det nye signalsystem bliver togene og infrastrukturen langs skinnerne udrustet med nyt,
teknisk udstyr, så de kan kommunikere i ét samlet system. Det gør det muligt for Banedanmarks
to trafikcentre at modtage data, så de kan lokalisere toget langt mere præcist og modtage flere og
mere præcise informationer end tidligere. Dermed kan evt. fejl løses, før de overhovedet når at
påvirke på togtrafikken. Det vil også gøre det muligt at udnytte jernbanens fulde kapacitet, og på
den måde kan der køre flere tog på skinnerne.



Beklager, du har ikke tillatelse til å legge inn / svare i dette forumet.